Denne blog er flyttet

Venligst gå til:  http://generacionyda.wordpress.com/

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Laura gik bort, Laura er her ikke…

laura_pollan

I de samme dage, som Laura Pollán led pga. den intensive sygdomsbehandling, genudsendte fjernsynet en skematisk serie, hvor man fremsatte injurier mod lederen af Damer i Hvidt. Deres inkompetence i forhold til at respektere deres politiske modstander, selv når denne er ved at dø, er blandt de mest iøjnefaldende tegn på den cubanske regerings manglende storhed. Et system, som sådan nyder deres egnes begravelsesceremonier, opfører sig så ubetænksomt, når det handler om at behandle de andres afdøde. Denne mangel på medfølelse medførte, at der i går aftes udfoldede sig en aktiv politisk grovhed inde i og uden for Calixto García Hospital, hvor Lauras lig adskillige gange skiftede ambulance. for at vi ikke skulle vide, hvilket lighus det blev bragt til, og i sidste ende for at der ikke skulle slippe så meget som en kort nekrolog ud i den nationale presse. Hvis man skal hædre, så hædr, i dette tilfælde kritisere, kritisér. De har spildt den sidste chance, de havde, for at simulere – i det mindste – at de er barmhjertige.

Hvordan har alle de kvinder, der var kommet for at råbe fornærmelser foran døren ved nr. 963 i Neptuna-gaden,  det nu? Hvad mon medlemmerne af kamptroppen, der pinte og slog Laura d. 24. september, tænker i dette øjeblik? Nogen fortrydelse hos Statssikkerhedens ledere, der ledte alle de afvisende møder med en fredelig kvinde på over 70? Hvem af dem vil have i det mindste bare ydmyghed nok til at hviske en kondolence, at driste sig til at kondolere? Sørgeligvis forbliver svaret på alle disse spørgsmål det uendelige ideologiske nag, som den, der ikke kan vise hyldest til modstanderen, bærer. Laura gik bort for os – hun forlod os – og de mistede muligheden for at råde bod for utallige nederdrægtigheder. De troede, at ved at give hende nedsættende tilnavne, forbyde hende at gå ud af huset, beskylde hende for at være upatriotisk, ville de kunne undgå, at folk blev bragt tættere på hende og elskede hende. Men i nat afkræftede en begravelse fuld af venner og bekendte effekten af en sådan djævelskhed.

*Neptuna 963 er adressen til der, hvor Laura Pollán boede.

Laura gik bort, og nu lyder alle de hadfrembragte handlinger, som man gjorde mod hende, endnu mere groteske. Laura gik bort og efterlod os et land, der gaber over en ældgammel totalitarisme, som ikke engang kan finde ud af at sige “det beklager jeg”. Laura gik bort, for sin families sorg, for sine Damer i Hvidt og for enhver gladiolus, der har vokset og vil vokse hen over den lange og smale Ø. Laura gik bort, Laura er her ikke, og der er ikke en eneste olivengrøn uniform, der synes ren over for hendes beklædnings hvide lysskær.

Oversat af: Helene R. Gudmann

Spanish post
October 15 2011

Udgivet i Yoani Sánchez - Generation Y | Skriv en kommentar

Køjesengen / Yoani Sánchez

Vi havde ikke sovet sammen i en køjeseng siden for 20 år siden. Min søster hørte til dem, der foretrak at sove i underkøjen af frygt for at falde ned midt om natten. Jeg, som er mere dritstig, klatrede op i højderne af lejrskolens elendige, knirkende senge. Mens jeg forsikrede mig selv om, at jeg jo var yngre, sprang jeg op på min ramponerede madras, som ved en hver rystelse kastede en sky af støv og skidt op over det nyligt udbredte lagen. Hun beklagede sig over, at jeg gjorde hendes hovedpude beskidt med mine sko, som var fulde af mudder fra selv samme pløjemark, som vi dyrkede den tobak på, der dragede os til at sove. Med den tålmodighed, der kommer af at være den førstefødte, bar hun også over med min konstante talen i søvne ud på de sene nattetimer.

To årtier senere var vi igen os to i en køjeseng. Denne gang havde vi ikke så meget som et liggeunderlag. Min søster og jeg, med en lille seng foroven, og en forneden, i mørke, i et underjordisk fangehul på Infanta y Manglar-politistationen. Os to, der altid havde været tvangsmobiliseret i landbruget, anholdt flere år senere af dem, der helt sikkert også overnattede i lejrene i Güira, Alquízar, Los Palacios eller Batabanó. På vores ene side var der en kvinde, som spurgte os, hvorfor vi var fanger, mens jeg lagde mig på briksen. Den stærke toiletlugt fyldte det hele, og udenfor stod der, i stedet for klokken der ringer ind til arbejde, en uniformeret mand med et truende ansigt og vogtede døren.

Hukommelsen lægger visse fælder for os. Nu, når jeg fremkalder minder om herbergene, fyldt med unge, blandes de med billedet af en celle på politistastionen om aftenen d. 24. februar 2010. Min søster og jeg, der deler en dåse kondenseret mælk med vores veninder fra klassen og pludselig bliver smidt ud på en gang, hvor politibetjentene råber af os og rusker os. Min søster og jeg i en evig køjeseng, som på samme tid står på midten af Pinar del Ríos farvede jord og i den fugtige kælder i El Cerro. Vi går fra at være børn, der er blevet huset, til kvinder, der er blevet anholdt, fra små pionerer, der samler bananer og appelsiner, til byboer, der med magt er blevet skubbet ind i et lastbilsbur. Min søster og jeg, en lille seng oven på den anden. Og hun, rystende med hidsig stemme, fordi hun ikke mere kan passe på mig eller forsvare mig.

I disse dage var det et år siden den ubegrundede arrestering, som min søster og jeg blev ofre for, da vi var på vej hen at underskrive mindebogen i anledningen af Orlando Zpata Tamayos død. Jeg indgav en klage til den Militære Anklager, den offentlige anklager, Parlamentet og Det Nationale Politis øverste ledelse. Jeg har ikke modtaget svar fra nogen af disse institutioner. Jeg post’er her den lydoptagelse igen, som jeg fik lavet en dag med min mobiltelefon.

Det følgende er resumeer af de lydklip, som Yoani har optaget med sin mobiltelefon. Der er tale om yderst utydelige og fragmentariske lydklip, og derfor har oversætterne desværre ikke kunnet få hele ordlyden med.

I lydklippet hører man, hvordan en kvinde bliver ført ind i et lukket rum af flere politibetjente. Blandt betjentene er i hvert fald enkelte klædt i civil, og hun nævner, at de ikke viser hende en arrestordre. Hun nævner, at hun har ret til at udtale sig, og at betjentene ikke har ret til at anholde hende. Samtalen er mildest talt ophedet. Betjentene forsøger at få ord indført, og beder kvinden tie stille, hvilket hun besvarer med beskyldninger om krænkelse af sin ytringsfrihed.

I dette lydklip bliver kvinden fra det tidligere klip flyttet til et andet rum. Der er stadigvæk tale om politi i civil, og hun efterspørger en overordnet, der kan bevise, at han er politibetjent.

Oversat af:

Helene R. Gudmann

Kommenteret af:

– Sjamme

Spanish post
March 3 2011

Udgivet i Yoani Sánchez - Generation Y | Skriv en kommentar

Néstors straf: endnu engang / Luis Felipe Rojas

Foto/ Luis Felipe Rojas

Ligesom Sysifos er nødt til at rulle stenen op ad bjerget gang på gang, tåler Néstor Rodriguez Lobaina den seneste vilkårlige tilbageholdelse som en straf for sin ubodelige civile ulydighed. Siden den 9. december 2010 har Néstor været indespærret blandt mordere, pæderaster og voldtægtsmænd. Blandt tyveknægte og småkriminelle – blandt mennesker, der har mistet målet med deres liv. Dette er helt sikkert en alt for streng straf for et menneske som min broder Nestor. Et væsen, der for tyve år siden besluttede sig for at forlade skolen og rejse sig op for at sige mere end fire sandheder til de absolutte herrer over magten på Cuba.

På det tidspunkt, hvor jeg skriver disse linjer, har Nestor været i sultestrejke i mere end tyve dage. Han får nu parenteral ernæring, og i stor fare for at forlade verden på samme måde som Pedro Luis Boitel og Orlando Zapata Tamayo.

Efter at have begyndt sin periode med afholdenhed fra ernærning, låste man ham ind i en celle i Combinado-fængslet i Guantánamo, og lukkede for vandet i flere dage – ifølge hvad han fortalte sin bror Rolando Rodríguez Lobaina et par dage senere, da man autoriserede ham et kort besøg. Da man senere igen tilbød ham denne ydelse, lukkede Néstor derfor i, og nægtede at indtage flydende kost.

Han blev på vilkårlig manér tilbageholdt den 9. december, for øjnene af sin datter Dayana på ti år gammel. Datteren har fortalt at de smed ham voldsomt ind i politibilen og slog ham. De tog ham med, og lod hende være alene tilbage på gaden. Den lille pige måtte derfor gå grædende hjem i en beklagelig tilstand.

På femtedagen fandt jeg gennem hans far, Ramón Rodríguez ud af at der (på trods af at have været i fængsel igennem alle disse måneder uden hverken formel anklage eller dom) er åbnet en juridisk proces for overgreb og personskader under sagsnummer 31 i 2011.

Det såkaldte overgreb henviser til august 2010, hvor han i sit hjem i Baracoa blev udsat for stenkast af regeringssympatisører, frivillige studerende og politiagenter. Hans hjem blev ødelagt af stormtropper. Man tog hans bror og tre andre aktivister, og fængslede dem endda i de skumle celler i G-2’s (den cubanske efterretningstjenestes, red.) operationskaserne i Guantánamo by.

Ifølge anklagerne “Påførte han skader på en mindreårig”. Hvad de ikke siger er at den mindreårige er 18 år gammel, medlem af UJC (unionen af unge kommunister), og hans vidnesudsagn afslører at han ikke befandt sig på stedet i det øjeblik, men at han derimod “kørte lidt rundt” i en cykeltaxa, da han blev ramt af en flaske.

Af disse grunde venter Néstor på en dom, selv om anklagerne mod ham ikke engang er ekspederet endnu.

Man anklager ham for offentlig uro og vold. For den første anklage efterspørger man fire år, og for den anden et.

Dette er den juridiske anmodning. Ifølge advokaten fortsætter forberedelsesfasen, men han har ikke sagens nummer. Under den forrige dom, på seks år, blev han slået voldsomt af en fængselskammerat med efternavnet Duvergel, en forhenværende politimand, der blev undersøgt af den såkaldte statssikkerhedstjeneste. Néstor fik brækket sin kæbe, og var indlagt på et hospital i flere måneder, hvor han kun indtage flydende føde. Flere år derefter tilstod Duvergel til Néstors familie at han havde fået ordre til at gøre det. Han gjorde det ikke af egen fri vilje.

Néstor Rodríguez Lobaina er gået i sultestrejke. Hun beder udelukkende om at blive befriet, eftersom han ser sig selv som uskyldig. Familien beder verden om opmærksomhed og solidaritet, for at kunne genvinde denne civilists frihed. Som hans brødre i oppositionen gør vi opmærksom på at dette kunne betyde endnu et dødsfald i et cubansk fængsel. Et forløb, som Castros folk vil opnå uden indsats.

Oversat af:

– Sjamme

Spanish post
March 9 2011

Udgivet i Luis Felipe Rojas - At overskride grænsehegn | Skriv en kommentar

Orlando Zapata Tamayo: fordelingen af hans legeme / Luis Felipe Rojas

Foto/ ADO-arkivmateriale

Der er gået et år siden Orlando Zapata de Tamayos dødsfald i fængsel. Hans bortgang skyldtes følgerne af en langvarig sultestrejke og blev overmåde kendt af de internationale medier. Et år senere er denne unge sorte mands legeme blevet delt ud i form af undertrykkelse af hans åndsfæller, dem der sympatiserede med ham uden at kende ham, og et stort antal cubanere, der har set deres kvarterer blive omringet af horder af politifolk, der truer fredelige systemkritikere.

Det, at Zapata skulle omkomme af underernæring, er endnu et tilføjelse til den sult, som vi har skullet leve med i mere end et halvt århundrede. Jeg taler både om spirituel sult forårsaget af manglen på frihed, og om den anden, der gør ondt i egen krop og i ens nærmestes. Jeg taler om manglen på mad til et helt folk på grund af simpel forsømmelse og manglende regeringsinitiativer for at løse de minimale behov.

Dette er paradokset, dette er vores arv: Millioner cubanere vrider hjernen for at finde noget at spise, og en frihedsberøvet mand som Orlando Zapata Tamayo beslutter, at han hellere vil dø af sult end blive frygteligt mishandlet og slået i de fængsler, han befandt sig i.

Handlingen at være sort, systemkritiker og født i Oriente-provinsen var blandt de misgerninger, der førte til hans dødsdom. I denne periode i ‘ligestillingens’ tegn blev han som tusindvis af andre cubanere diskrimineret på grund af sin hudfarve. Han nægtede at tro på denne skjulte, men latente apartheid. Akademikere og officielle intelektuelle har påpeget racismen i Cuba, det er der ingen tvivl om. En lov fra 1997 forbød og kontrollerede folk fra indelandet, der bosatte sig ‘alle cubaneres hovedstad’. Derfor kan man sige at Zapatas dom var tredobbel.

En dag i sommeren 2009 stod jeg på min post foran provinsfængslet i Holguín for at vise min solidaritet med Zapatas sultestrejke. Otte måneder senere, den 3. februar 2010, marcherede jeg sammen med 30 andre systemkritikere gennem gaderne i Camagüey, og jeg befandt mig foran hospitalet, hvor den sorte mand Zapata udkæmpede sin næstsidste kamp. Mine arrestationer, da jeg forsøgte at komme hen til hans fødeby Banes, samt de dage, hvor mit hjem er blevet gennemrodet af horder i civil og uniform, har ført til, at min søn nu er i psykiatrisk behandling. Alt dette er en forlængelse af Orlando Zapata Tamayos legeme. Metaforen om et legemes tilstedeværelse i et andet er ikke nogen medalje eller en vimpel, som man kan bære som et krigstrofæ; de er resultater af en drøm om frihed.

Hundredevis at arrestationer har fundet sted i løbet af det sidste år. Dog har ikke engang forsøget på offentligt at ydmyge denne simple folkelige protest med alle regeringens propagandamidler været nok til at fortie den for diktatoren.

Oprøreret af ‘las Damas de Blanco’ (red. ‘Kvinderne i Hvidt’), Guillermo Fariñas’ sultestrejke og hundredvis af cubaneres stædige beslutning om at søge friheden har gjort det muligt, at der ikke er tale om et ligegyldigt dødsfald. Autoriteternes klodsede forbud mod alle der ønsker at drage til Banes, for at være tilstede på kirkegården, et nationalt pilgrimsmål, er et eksempel på denne udbredelse af Orlando Zapata Tamayo, som vi alle er en del af.

Oversat af:

– Sjamme

Spanish post
February 23 2011

Udgivet i Luis Felipe Rojas - At overskride grænsehegn | Skriv en kommentar

Plastre til at redde et land / Luis Felipe Rojas

Foto/ Luis Felipe Rojas

Den cubanske regering har den 28. februar udvidet sit quorum i forbindelse med regeringsmøder. Der er nu opgjort næsten 30 000 forslag til direktionsdebaterne, og de store kanoner i olivengrønt skynder sig at sætte plastre på det forsømte cubanske samfund.

Nu viser det sig at arbejdsfrigørelsesprocessen ikke er et mål i sig selv, men derimod en måde at genvinde en effektivitet, som ingen kender til. Efter 52 år med vilkårlig administration, er direktionen blevet gjort opmærksom på det cubanske økosystems dårlig tilstand. De tusindvis kvadratkilometer jomfrueligt vildnis, ødelagt af dyrkningen af sukkerrør, der i dag ikke har økonomisk interesse, har femkaldt et svært løseligt problem. Afbrændt og forurenet jord, der definitivt har mistet sin frugtbarhed, er alles arv. Monteringen af hele den turistiske infrastukturs maskineri i de nærliggende strandområder har udtørret naturlige laguner, for at opnå de bedst mulige strande, og har dermed medført tabet af strandsand og planteliv ved de cubanske kyster.

Den kommunistiske kongres, der er planlagt i april, sætter således sin scene. Nu må vi tro på at vi har nydt og stadig nyder de økonomiske fordele af det Gamle Havana, som er blevet reddet gennem Eusebio Leals messianske ofre. Det revolutionære politis specialiserede brigade, der arbejder i den gamle bydel, har beskæftiget sig meget lidt med at holde ro og orden. Mere beskæftiger de sig med forfølgelsen af de cubanske borgere, der nærmer sig turisterne i en søgen efter en almisse, et pro forma ægteskab, eller simpel menneskelig kontakt.

I disse dage har jeg set lastbiler overfyldt med arbejdere med kurs mod markerne, hvor der skal plantes sukkerrør, i form af ‘arbejdsskifte’, eller ‘frivilligt arbejde’. Det foregår i flere provinser i Oriente på Cuba. Det er nye form for institutionaliseret terror mod dem, der forsøger at sikre sig til når de massive fyringer kommer. Døren er åben for dem, der må se sig blive ledige.

Man bør være på mærkerne. Det er et krampetrækninger fra et land, og fra en regering der forsøger at finde sig selv i midten af en krise – Som har varet mere end 50 år.

Oversat af:

– Sjamme

Spanish post
March 2 2011

Udgivet i Luis Felipe Rojas - At overskride grænsehegn | Skriv en kommentar

I dag skriver jeg kun en undskyldning / Luis Felipe Rojas

Jeg er netop pr. telefon blevet overbragt de forfærdelige vidnesbyrd om hvad Nestor Rodríguez Lobaina oplever i et provinshospital i Guantánamo af Ramón Rodríguez og hans søn Rolando.

Nyheden om min bedstemoder Marías død, kun få timer derefter gjorde mig ude af stand til at sammensætte et sammenhængende indslag, sådan som I alle fortjener det.

Min søde María hviler i fred, og jeg ved at Gud vil tage imod hende med åbne arme, sådan som det bør være. Jeg ved dog ikke hvad der vil ske med Nestor i morgen. Jeg vil ikke tro at endnu en cubansk mand, mestiz og indædt forsvarer af menneskerettighederne på Cuba, allerede slår ind på den samme vej som Orlando Zapata Tamayo.

Frihed til at rejse til Havana – Fædrelandet tilhører alle

Oversat af:

– Sjamme

Spanish post
March 6 2011

Udgivet i Luis Felipe Rojas - At overskride grænsehegn | Skriv en kommentar