Orlando Zapata Tamayo: fordelingen af hans legeme / Luis Felipe Rojas

Foto/ ADO-arkivmateriale

Der er gået et år siden Orlando Zapata de Tamayos dødsfald i fængsel. Hans bortgang skyldtes følgerne af en langvarig sultestrejke og blev overmåde kendt af de internationale medier. Et år senere er denne unge sorte mands legeme blevet delt ud i form af undertrykkelse af hans åndsfæller, dem der sympatiserede med ham uden at kende ham, og et stort antal cubanere, der har set deres kvarterer blive omringet af horder af politifolk, der truer fredelige systemkritikere.

Det, at Zapata skulle omkomme af underernæring, er endnu et tilføjelse til den sult, som vi har skullet leve med i mere end et halvt århundrede. Jeg taler både om spirituel sult forårsaget af manglen på frihed, og om den anden, der gør ondt i egen krop og i ens nærmestes. Jeg taler om manglen på mad til et helt folk på grund af simpel forsømmelse og manglende regeringsinitiativer for at løse de minimale behov.

Dette er paradokset, dette er vores arv: Millioner cubanere vrider hjernen for at finde noget at spise, og en frihedsberøvet mand som Orlando Zapata Tamayo beslutter, at han hellere vil dø af sult end blive frygteligt mishandlet og slået i de fængsler, han befandt sig i.

Handlingen at være sort, systemkritiker og født i Oriente-provinsen var blandt de misgerninger, der førte til hans dødsdom. I denne periode i ‘ligestillingens’ tegn blev han som tusindvis af andre cubanere diskrimineret på grund af sin hudfarve. Han nægtede at tro på denne skjulte, men latente apartheid. Akademikere og officielle intelektuelle har påpeget racismen i Cuba, det er der ingen tvivl om. En lov fra 1997 forbød og kontrollerede folk fra indelandet, der bosatte sig ‘alle cubaneres hovedstad’. Derfor kan man sige at Zapatas dom var tredobbel.

En dag i sommeren 2009 stod jeg på min post foran provinsfængslet i Holguín for at vise min solidaritet med Zapatas sultestrejke. Otte måneder senere, den 3. februar 2010, marcherede jeg sammen med 30 andre systemkritikere gennem gaderne i Camagüey, og jeg befandt mig foran hospitalet, hvor den sorte mand Zapata udkæmpede sin næstsidste kamp. Mine arrestationer, da jeg forsøgte at komme hen til hans fødeby Banes, samt de dage, hvor mit hjem er blevet gennemrodet af horder i civil og uniform, har ført til, at min søn nu er i psykiatrisk behandling. Alt dette er en forlængelse af Orlando Zapata Tamayos legeme. Metaforen om et legemes tilstedeværelse i et andet er ikke nogen medalje eller en vimpel, som man kan bære som et krigstrofæ; de er resultater af en drøm om frihed.

Hundredevis at arrestationer har fundet sted i løbet af det sidste år. Dog har ikke engang forsøget på offentligt at ydmyge denne simple folkelige protest med alle regeringens propagandamidler været nok til at fortie den for diktatoren.

Oprøreret af ‘las Damas de Blanco’ (red. ‘Kvinderne i Hvidt’), Guillermo Fariñas’ sultestrejke og hundredvis af cubaneres stædige beslutning om at søge friheden har gjort det muligt, at der ikke er tale om et ligegyldigt dødsfald. Autoriteternes klodsede forbud mod alle der ønsker at drage til Banes, for at være tilstede på kirkegården, et nationalt pilgrimsmål, er et eksempel på denne udbredelse af Orlando Zapata Tamayo, som vi alle er en del af.

Oversat af:

– Sjamme

Spanish post
February 23 2011

Dette indlæg blev udgivet i Luis Felipe Rojas - At overskride grænsehegn. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s